Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

400 børn falder bagover og lærer om Luther

Det hjælper at være fysisk aktiv, når man skal lære om kristendom, mener deltager i konfirmand-event.

400 konfirmander lærer om Luther gennem aktiviteter til konfirmand-event i Glostrup Provsti. Foto: Anders Haubart Madsen

Konfirmanderne laver deres egne bønner. 

De lærer om Lutherrosen.

Konfirmanderne tegner deres egne bud på en Lutherrose.

Og så finder de frem til, hvilken reformator de ser sig selv som. 

Af Anders Haubart Madsen

"Tak til Gud. Tak, fordi jeg har de venner, jeg har, min familie, og fordi du hjælper mig med at få svar om ham, jeg er vild med.”

Bønnen herover er skrevet af Josefine Poulsen, der går i 7. klasse og forbereder sig til at blive konfirmeret i Brøndbyøster Kirke.

Normalt er hun mest til at sidde derhjemme og spille Minecraft eller lave sine egne YouTube-videoer om de spil, hun spiller, men i dag er hun til konfirmand-event om reformationen.

Allerede da hun og de andre unge deltagere bliver bedt om at nedfælde deres egen bøn, er hun solgt til konceptet. 

“Jeg kan godt lide det her. Det er sjovt at lære på en aktiv måde,” siger hun.

Fra små hold til stort fællesskab

MATERIALE TIL EVENT

Der er udarbejdet materiale til inspiration for andre sogne og provstier, der ønsker at afholde konfirmand-event.


FIND MATERIALET HER...


Materialet er lavet af styregruppen bag konfirmand-eventet om reformationen i Glostrup Provsti med sognepræsterne Andreas Thom, Michael Hald Jacobsen, Pernille Nærvig Petersen og Dorothea Glöckner.

Josefine Poulsen og de andre fra hendes konfirmandhold følges ad rundt til de forskellige poster under konfirmand-eventet en lørdag formiddag i Brøndby Strand Kirke.


Over 400 kommende konfirmander deltager fra Glostrup Provsti i løbet af dagen.


Børnene skal blandt andet finde frem til deres egen reformator, tegne en Lutherrose, lave tillidsøvelser og være aktive deltagere i en gudstjeneste. 

Dagen handler om at udvide de kommende konfirmanders horisont, fortæller sognepræst Michael Hall Jacobsen, der har været med til at planlægge eventet.


“Det kan godt virke lidt indelukket kun at gå til konfirmandforberedelse med sin egen klasse. Vi vil gerne vise konfirmanderne, at kirken ikke kun er for gamle mennesker, og at der findes mange andre som dem, de kan samles og lære sammen med,” siger sognepræsten, der har siddet i styregruppen bag projektet sammen med præsterne Andreas Thom, Pernille Nærvig Petersen og Dorothea Glöckner.

Lader sig falde i tillid

Efter at have lavet øvelser inde i kirken bevæger konfirmandholdet fra Brøndbyøster sig udenfor i et telt. 

Her står sognepræst Esper Silkjær klar ved en madras. Han starter med at fortælle tilhørerne historien om Jesus, der viser Peter, hvordan man kan gå på vandet ved at have tillid.


“Hvorfor kan Peter gå på vandet? Fordi han har tillid til Jesus, og det er det, I skal prøve nu. Altså ikke at gå på vandet, men at have tillid til hinanden,” siger han beder konfirmanderne om at presse håndfladerne mod hinanden og se, hvor langt de tør at gå væk fra hinanden, mens de læner sig forover. 


Herefter bliver de bedt om at lade sig falde bagover med ryggen til en andens favn, inden Esper Silkjær fortæller om Martin Luthers understregninger af vigtigheden af tillid mellem mennesker.


(Artikel fortsætter efter video)

Fortrydelser på bålet

Ved et bål udenfor lærer de vordende konfirmander også om reformationens opgør med kirkens forståelsen af tilgivelse. 

Pernille Nærvig Petersen indleder med at fortælle, at det i den lutherske kirke ikke koster noget at modtage Guds tilgivelse. Hun bekender en synd fra sin egen fortid, hvor hun tvang sin lillesøster til at spise en alt for stor kage, inden hun beder børnene om at nedfælde deres egne fejl eller fortrydelser. 

“Der står ikke noget i Biblen om, at det koster penge at få tilgivelse. Derfor får I nu muligheden for at få tilgivelse for noget, I måske synes, I har gjort forkert,” siger hun.

Derefter bliver de bedt om at lægge sedlerne på bålet. 

Bør være noget for flere

Konfirmandeventet bliver afsluttet med en gudstjeneste, der bliver ført an af Andreas Thom. Han fægter med armene, idet han får de unge deltagere til at synge lovsang og råbe dele af en prædiken, der handler om at være eller ikke at være noget.

“I vil altid være noget. I er Guds børn,” siger han. 

Bagefter er Josefine Poulsen overbevist om, at flere kommende konfirmander bør få lignende oplevelser. 

“Sådan noget som det er helt sikkert noget, andre konfirmander også vil kunne få noget ud af,” siger hun, inden hun hopper på bussen tilbage til sit sogn.